Carsten Worch


   - Hvorfor socialdemokrat?


   - Hvem er Carsten?


   - Læserbreve


   - Find Carsten på Facebook


   - Skriv til Carsten


Hvem er Carsten?

Carsten er 43 år gammel, bosiddende på Starup Fjordvej sammen med Helle og vores 2 børn Rasmus på 14 og Line på 12.

Jeg er selvstændig forsikringsmægler og har været det i snart 2 år. Oprindelig er jeg uddannet som Kemiingeniør og har også en fortid i militæret.

Nogle vil sige at jeg er en rigtig ”hjemmefødning”, for jeg har valgt at bosætte mig i samme område hvor jeg er opvokset, jeg har dog boet både i Esbjerg og Skanderborg, men er altså vendt tilbage til rødderne. Det skyldes naturligvis, at Haderslev og Starup har været et trygt og godt sted for mig at opvokse, hvilket jeg synes at mine børn også skulle opleve.

Min kone Helle er fra Haderslev og vi har talt om at flytte til byen, når ungerne har forladt reden, men der er dog nogle år til endnu. Helle arbejder som pædagog i SFO på Sct. Severin skole og er fantastisk til at give mig indtryk af, hvordan tingene hænger sammen i en stor fritidsordning.

Som selvstændig planlægger jeg selv min dag og det giver mig frihed til, at involvere mig i forskellige andre ting. Tidligere var det ungdomsklubben i Starup og de sidste 4 år har det været skolebestyrelsesarbejde. Jeg håber, at det i fremtiden bliver kommunalpolitik. Nogle vil påstå at jeg tilhører ”Tordenskjolds soldater”, hvilket jeg forbinder med noget positivt. Men det har altid betydet meget for mig, at yde en indsats for de mennesker og det område jeg befinder mig i. For mig handler det om udfordringer, og hvis ikke vi gør noget som udfordrer og udvikler os som menneske, så kan vi godt flytte på plejehjem med det samme.

Når ikke dagen er fyldt med arbejde og skolebestyrelse, så holder jeg meget af at være på motorcykel tur, fiske eller bare gå og pusle i haven. Jeg synes selv, at jeg er nogenlunde handy med et stykke værktøj og det er da også blevet til nogle projekter på huset i tidens løb. Som familie føler vi os ikke specielt stressede, vi giver os tid til at slappe af, ligge i sofaen og se en film, gå en tur ved stranden eller tage i byen.



     Copyright© 2009 worchman.dk